Dorothea Engebretsdatter
Fra 'Norske Digtere' av Nordahl Rolfsen (ca. 1880)
 Der er i den religiøse Digtning altid Fare for, at Stoffet skal overvælde. For Digteren selv er det, han besynger, ikke saa meget et kunstnerisk Emne som en Gjenstand for Andagt, og han ved, at den Menighed, som skal gribe hans Digt, elsker Stoffet og spørger mindre om dets kunstneriske Behandling; saa hænder det da, at han dvæler alt for længe ved dette Stof, at han fortynder og forflygtiger, hvad der i Skriften er sammentrængt og storslagent i sin Enfold.
Faren her er naturligvis størst, hvor Begavelsen kun er ringe i Forhold til den religiøse Grebethed, og der kan da fremstaa Arbeider, hvor man istedenfor den Inspirationens Glød, som Salmedigtningen mere end nogen anden Digtning skulde gjennemtrænges af, møder et buldrende Rimeri, der irriterer istedenfor at begeistre.
Saadanne Arbeider er i det Store taget Dorothea Engebretsdatters »Sangoffer og Taareoffer«. Men den nævnte Forfatterinde var saa høit anseet i sin Samtid, og de talrige Udgaver af hendes Skrifter viser en saa stor Læsekreds, at hun ikke helt kan forbigaaes. Hun har havt Øieblikke, hvor den poetiske Enfold, »som er af det Gode«, var fremherskende hos hende, og paa den anden Side er hendes Skrøbeligheder ret karakteristiske for den poesifattige Tid, hvori hun levede.
Dorothea Engebretsdatter er født i Bergen 1635. Hendes Fader, Mag. Engebret Jørgensøn, var først Rektor og senere Prest ved Domkirken i denne By. Hun giftede sig 1652 med Mag. Ambrosius Hardenbech, der senere blev hendes Faders Eftermand i Embedet, I 1678 udgav hun »Sjælens Sangoffer«; da hendes Mand var død, (1683) skrev hun sit »Taareoffer for bodfærdige Syndere, og naar vi hertil føler »et christeligt Valet fra Verden og Længsel efter Himmelen« og en Ligsang, der »maa som et Amindelsestegn sjunges sidst over Graven, Vingaardsherrens Tjenestekvinde, Den Ensom Daglønnerinde, Saligheden Af Hannom Begjærte, hviler Legemet i«, saa har vi nævnt Titlerne paa Dorothea Engebretsdatters religiøse Digtning, der vistnok ikke er omfangsrig i og for sig, men altfor omfangsrig i Forhold til sit Indhold.
»Sjælens Sangoffer, gudelige Sange paa de fornemste Fester, om Syndernes Forladelse, Fortrøstning paa Guds Naade, mod Fortvivlelse, Utaalmodighed og saa fremdeles« er tilegnet »Jesu Christo, Guds og Mariæ Søn, den store Fredsens Første og evige Konning«. Der er mere Inderlighed i denne Tilegnelse end i mangen en af den Række Salmer, hvoraf Sangofferet bestaar. Det heder: »Du Hierternes Randsager vedst, at dette mit Sang Offer er icke voxen mig paa Læberne, men oprunden af inderste Siæl og Sind; hvorledis torte jeg ellers komme frem dermed for dit hellige Ansigt, som siger: Mit Barn, giv mig dit Hierte! Hvad skiøtter du om Læbernis Bulder, naar Hiertet er langt fra dig, min kieriste Jesu! Du har self baaret Ild til dette Sang Offer.«
Men den Læser, som efter en saadan Indledning vil slutte sig til et Sangoffer, der paa engang er baaret af hellig og poetisk Inspiration, vil blive dybt skuffet. Der er altfor meget af »Læbernes Bulder«, af slette Vers, af udtværede Tanker; og der er Salmer, der for vor Tids kritiske Øie tager sig ud som den rene Karrikatur.
Vi anfører et Par Vers af Salmen om den forlorne Søn:
Den ugeraaden Søn drog bort
Paa fremmed Steder, stolt i Klæder, Svermed immer fort;
Arf-Godset giorde Modet stort;
Hand agted ingen Snak,
Omgikkis slemt, lætfærdigt Pak
Blant Suus
Og Duus
I Hore-Huus,
Hvor Lyst og Larm holt Daaren varm.
Saa længe løb den Madik-Sæk
I syndigt Væsen, stolt og kræsen Som en Verdens Gek, Utenkt paa Fald og Efter-Smek,
At gammel Svine-Mad
Blev got nok i hans Snylte-Fad,
Og see!
Kandskee
Det usell Kree
Fik neppe Straa at hvile paa.
Der Gods og Penge var paa Løb, Lastfuld forvalted, og han palted I Svin-Huset krøb,
Gav den forsulten Stømper Kiøb, For derfor sagte frem
Og takked Gud, hand humped hiem; Veg af
I Traf
Med Staader-Staf,
Tombuged blot og hver Mands Spot.
|
Rhytme, Smag, Stemning og poetisk Takt — alt glimrer her ved sin Fraværelse.
Men det vilde være uretfærdigt at negte, at der i den her omtalte Samling, hvor Platheden og Fladheden er saa fremherskende, findes Vers, der er rørende i sin Enfold eller slaaende i sin Djervhed. Ikke blot den bekjendte Aftensang, der findes optagen nedenfor, men flere af hendes Morgen- og Aftensuk har virkelig Stemning, og undertiden kan Udtrykket forme sig rhytmisk smukt, som naar det i »Gudelig Beredelse til Herrens hellige Nadvere« heder:
Saa tung som Muld
Jeg syndefuld
For Herren mig
nedkaster, Og hver Minut
Jeg dog saa trut
Til min Forløser haster.
|
Der gives ogsaa Vers, hvori man ikke saameget stødes over Mangelen paa en poleret Form, fordi der er en Drøihed i Indholdet, som tiltaler. I Salmen om Verdens Ustadighed heder det:
Verdens Venskab er som
Skyggen Uroo og har liden Art;
Nu til en hun vender
Ryggen, Nu Bryst-Stycked til en
Part: Favert Siun og Smiile-
Gummer Henger i den løse Hud;
Indenfor er Bitterhed og
Kummer, Naar det Laadne vendis
ud.
Somme løfter hun
og letter, Dog kun under
Skalke-Skiul;
En paa Nedgangs Linien
sætter, Andre høyst paa
Lyckens Juel; En for Opholds Brød maa
græde, En maa med den rige
Mand Leve her i Herlighed og
Glæde; Ingen Sorrig føler hand.
Svalers Nyk i hende
stikker; Sommer-Dag med lystigt
Mood De nok Soolskin hos os
slikker Og utvungen holder Food;
Men naar det ad
Vinter lakker, Iis og Sne-Fog
trenger frem,
Bort enhver sig ufortøvet
pakker, Som Spurr-Høgen jaged
dem.
|
Det kan heller ikke negtes, at Dorothea en enkelt Gang kan samle sig i en af de korte, kjernefulde Udtalelser, der netop skulde være det karakteristiske for Salmen. Efterat Forf. i »Onde Tunger« har behandlet et yndet Emne i 14 Vers, der stundom er kraftige, stundom platte, slutter hun saaledes:
Iis Fuglen jo saa trygger
Mit ud paa Havitz Iis
Sin Rede sikkert bygger
Og der (paa hendis Viis)
Udlegger Æg og Unger,
Som uskad titter frem;
Om Bølgerne end runger,
Det hindrer ikke dem.
Mit Fjælested jeg søger
Hos min Immanuel;
Naar onde Tunger spøger,
Da skiuler hand mig vel.
End praler de og pukker,
Med Nebbed lad dem sla!
Som Hønen, naar hun klucker,
Gud redder mig der fra.
|
I 1683 døde Dorotheas Mand, og i et Klagesuk, der findes optaget i »Sangofferet« (Udgaven fra 1685), udtaler hun Ønsket:
Gid Døden hafde dræbt mig usel Orme-Seck
Og skaant min Æcte-Fæl, min fromme Hardenbech.
|
-Og længere nede tilføier hun:
|
Siung, hvem der siunge kand, jeg aarker ikke Meer.
|
Ikke destomindre har hun dog efter Mandens Død skrevet sit ordrige Taareoffer, der anbefales til Trykken af den bergenske Biskop Niels Randulf den 9de Juli 1684.
Findes der i Sangofferet Glimt af Stemning, saa er dette Taareoffer, der er skrevet Gudelige Sjæle til Undervisning, der vil vide, hvad Poenitentses Fagter formaar«, i digterisk Henseende aldeles afmægtigt. Forsaavidt passede de ovenfor citerede Ord: hun orkede ikke mere.
Der svæver over dette Taarehav aldrig et poetisk Oljeblad. »I EnckeStanden«, siger Biskopen i sin Erklæring, »er Graad deris Mad Dag og Nat. Icke Taarer i Draabetal, men hele Maader fulde af Taarer. « Læseren er saaledes forberedt, men han befinder sig dog bestandig i en Slags drukne-færdig Tilstand og gisper efter Luft under den evindelige Overskyllen af alle de Udtryk for Graad og Taarer, som tænkes, og som ikke tænkes kan.
Det er Fortællingen i Lucas Evangelium 7, 37, som er Taareofferets Thema: "Og se, der var en Kvinde i Staden, som var en Synderinde; der hun fornam, at han sad tilbords i Farisæerens Hus, hentede hun en Alabasterkrukke med Salve; og hun stod bagved hos hans Fødder, græd og begyndte at væde hans Fødder med Taarer og aftørrede dem med sit Hovedhaar og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salve."
Den store og rørende Enkelhed i dette Billede har det lykkedes Forfatterinden fuldstændig at udvaske. Ikke et eneste øjeblik nærmer hendes Stil sig denne Beretnings Enfold og Høihed. Hendes Pen er »i Graad poleret«, og det er hendes Overbevisning, at
|
»den Bøn har kraftigst Fynd, som drenckis i Vandfarfve«.
|
Derfor drypper det uafladelig for Læserens Øren med »taarestribede Kinder«, »Hovedkilde«, »Taareret«, » Graadspise «, »Taarebækken , »Taaresæd »Hoveddam«, »Grædaadere«, »Hovedregn«, »Taareregn«, »Taaresluse« etc. Der er stadige Opfordringer til ikke at »sætte Prop for Taareregnet«, til »at lægge Øinene iblød«. Gud samler nemlig »hver angergiven Taar i sin Flaske«.
Fuldstændigst lykkes det dog Forf. at tilintetgjøre Evangeliets opløftende Indtryk, naar hun synger:
|
Hand (Frelseren), som ved Haarene til sig fik drage hende,
|
og længer nede :
Hand efter Haarene, som ved en tvunden Stricke,
Maa slæbe Folcked frem, før kommer de der icke;
Den Skick er Aarsag til, han fatter os iblant,
Saa hvert et Hofved-Haar af Redsel staar paa Kant.
|
Her er Evangeliets yndefulde og dæmpede Fremstilling fuldstændig travesteret. Stilen i Digtet er tung, og den regelmæssige Gjøren Holdt for at optage et nyt bibelsk Billede virker i høi Grad monotont og trættende.
Er det i det Hele taget vanskeligt at istemme i de begeistrede »Æresvers«, der ledsager Udgaverne af Dorothea Engebretsdatters Skrifter, saa er det absolut umuligt ligeoverfor Taareofferet; vi kan ikke finde det »billigt«, at hun skal opregnes »iblandt de ni Gudinder«, eller at samme Gudinder skal »bukke sig dybt« for hende. Derimod er vi tilbøieligere til at tage en anonym Tilbeder paa Ordet, naar han i naiv Begeistring udbryder:
|
"Ei Nilus selv, ei Rhen er nær saa vanderig Som Dorotheæ Pen."
|
Dorothea Engebretsdatter døde i Bergen 1716, 81 Aar gammel. Det er ikke mere end simpel Retfærdighed ved Bedømmelsen af hendes Forfatterskab at tage Hensyn til den Tid, hvori hun levede; denne Tid, der satte hende høit, skal ogsaa for Efterverdenen kaste et formildende Lys over hendes Mangler; men det maa dog paa den anden Side ikke glemmes, at den samme Tid var istand til at frembringe Mænd som Petter Dass og Thomas Kingo.
Det er forresten Kingo selv, der forlanger, at de ni Gudinder skal bukke sig for hende, og ingen ringere end Ludvig Holberg giver hende sin Anerkjendelse i følgende Ord (i Bergens Beskrivelse): »Bergen har havt det at berømme sig af, som ingen Dansk og Norsk Stad kand vise, nemlig at den har produceret den første Poetinde, som de Nordiske Riger have havt, nemlig den bekiendte Dorothea Engelbrechts Dotter, om hvilken Olaus Borichius og andre vore Poeter have givet prægtige Vidnesbyrd og det med al Billighed; thi endskiønt hendes Poetiske Skrifter ikke have været fri for Censure i Henseende til Reglerne, saa kand man dog sige, at de ere saa fulde af Geist, og vise slige Prøver paa poetisk Fertilitet, at faa Danske Poetiske Skrifter kand lignes derimod.«
Til Læseren.
Den fromme Gud hos en og hver
Sit Naade-Pund nedsætter, I Størrelse, som Folcked er,
Og Sagerne forretter.
Men Pundet, lidet eller stort,
Udkræver ogsaa noged;
Hvor intet Regenskab blifver giort,
Er godt at være Foged.
Et lidet Pund hand til mig stak,
Der ingen Siæle sviger;
Dog var det stort nok, Gud skee Tak,
For mig og mine Liger.
Mon jeg det uden hans Forlov
I Jorden skulde grave?
0! ney, hvad giøres det behov
At skiule denne Gave. Rundt ud, jeg aabenbarlig vil
Forkynde med min Tunge
Den Mesters Lof, mens jeg er til,
Som lærdte mig at siunge.
En Fugl med Nebbed qviddrer smuct,
Og Skaberen tør love,
Hvi skulde da min Mund staa luct
Og ingen Lof-Sang vove? Hand kiender Hiertet, om jeg lit
Paa Ordene kand støttre,
Og fordum tog Lof-Sange tit
Af andre Eva Døttre:
Maria, Judith, Debora
Og den sagtmodig Anna,
De vandred Haabe-fuld her fra
Og vented Himmel-Manna.
Der paa jeg mit Sang-Offer bær
Med Knæerne nedbøyen Til min Immanuel i sær
For alle Folkis Øyen:
Han maa jo sagte nyde sit,
Der self har giort det beste; Det ufuldkomne er kun mit,
Og er saa hos de fleste.
|
Var mine Hænder bar og blot,
Var hans dog icke tomme?
Hør I, som ofte spør, hvad got
Af Nazareth kand komme:
Mon Jacobs Stierne just gaar op
I Mand-Folks stercke Hierne, Forbi hin svage Qvinde-Trop?
Ney, ney, det feyler gierne.
Gud blev self af en Qvinde fød,
Opliuset og den Skare,
Naar Hiernen leggis lit i Blød,
Og Verdens Stads maa fare. Hand spiser Bierne saa snart,
Som Labbe-stercke Biørne,
Smaa Spurre tager og sin Fart
Iblant fuld voxen Ørne.
Nu Læser, tæckis da med mig,
Guds Gierning bør du hedre, Men siunis Vercked slet for dig,
Saa giør det selfver bedre; Er ikke Rimene saa net,
Som de vel burdte være,
Da lad dem være slet og ret,
Naar Gud kun faaer sin Ære. Saa ønsker jeg, at du med mig
I hannem dig maa glæde, Til vi med Fryd i Himmerig
Halleluja skal qvæde.1)
1) Mens Petter Dass's Digte er trykte efter A. E. Eriksens fortræffelige Udgave, hvor Retskrivningen er moderniseret, har vi aftrykt Dorotheas Vers efter Udgaven fra 1685, uden dog at have medtaget alle dens Merkværdigheder og Uregelmæssigheder. Det forekommer os, at Dorotheas Vers ikke vel kan berøves sit gamle Klædebon.
Udg.
|
Aften-Sang.
(Siælens Sangoffer 1685.)
Dagen viger og gaar bort,
Luften bliver tyk og sort,
Solen alt har dalet plat,
Det gaar ad den mørke Nat.
Tiden sagte lister sig,
Glasset rinder hastelig,
Døden os i Hælen gaar,
Ævigheden forestaar.
Nu en Dag jeg eldre blef,
Det er som mit Tanke-Bref,
At jeg med min Vandrings-Staf
Nærmer helder til min Graf.
Ret nu blinked Solens Lius,
Nu er skummelt i hvert Huus,
Saa forandris alle Ting,
Til vi glør det sidste Spring.
Kiære Siæl, kom det ihu,
Og der hos bekiend kun nu,
At du, som et Adams Barn,
Velter dig i Synd og Skarn.
Denne Dag est du ey qvit,
At du jo er faldet tit,
Reys dig og med Bøn gack hen
Til din Gud i Himmelen.
Beed om Naade og giør Bood,
Aabne dine Øyens Flood,
Slip ham ikke med dit Skrig,
Før hand faaer velsignet dig.
Nu min Jesu, Siælis Skat,
Tag her Lossament i Nat,
See! jeg har et Hvile-Sted
I mit Hierte til dig red.
Lad din sterke Engle-Vact
Paa mit Leye give Act,
At min søvne-tunge Krop S
kadis ey af Sathans Trop.
Saa jeg arme Orme-Seck
Icke veckis op med Skrek,
Min Hosbund med Børn og Slect
Tag og i din Varetect.
|
Vær din Menigheds Forsvar,
Ordsens Tienere bevar,
At de maa som Hyrder troo,
Føde dine Faar i Roo.
Alle Kongers Konge bold,
Vær vor Arve-Kongis Skiold,
Hand forlader sig paa dig,
Giv ham, hvad hand ønsker sig.
At paa ham i mange Led
Naade-Kilden flyder ned ;
Alt det Kongelige Blood
Øse Trøst af samme Flood.
Lad ham leve mange Aar,
Til hand mæt af Verden gaar,
Giv ham her al Fryd og Fred,
Siden evig Salighed.
De, som ere i hans Raad,
Herre, styr self deris Daad,
At de trolig en og hver
Raader det, som tienligst er.
Stil den Siugis Hierte-Vee,
Tenck paa de Bedrøvede,
Vær de Faderløsis Trøst
Og gif Act paa Enkers Røst.
Til en Blund' staar nu mit Sind,
Men før end jeg slumrer ind,
Vil jeg hos mit Hvile-Rom
Staa og tæncke mig lit om.
At det er saaledis fat,
Jeg engang den lange Nat
Skal iblandt -de Dødis Tal
Sove i den mørke Dal.
Fire Fiele er min Pragt,
Hvor udi jeg bliver lagt
Med et Lagen og lit meer,
Eyer icke saa en Feer.
Alle verdslig Ting forgaar,
Jeg til Herlighed opstaar,
Naar Gud ved Bassunens Lyd
Kalder mig til ævig Fryd.
|
Morgen- og Aften-Sukke.
Maandags Aften-Suk.
Søde Jesu, tag til Takke
Med den Suk, dig er forært!
Jeg kand ikke meget snakke,
Mæled svækkis mellum hvert.
Mange Maader fuld af Taare
Har du, Herre, skienked mig;
Mangen koldslig Angest-Baare
Giennem Hierted trencte sig.
Derfor vil jeg dig herberge
I mit dybe-saaret Brøst;
Du est Enkernis Lavverge,
Du est de Forlattis Trøst.
Hielp mig dog at drage Lasset,
Til der kommer Ende paa!
Medens rinder Time-Glasset,
Saa faar Sorgen Lof at gaa.
Sla Vognborgen nu, det nattis
Om mig skrøbelige Kar;
Du forstaar best, hvad mig fattis,
Enkers Dommer og Forsvar!
Jeg vil mod indvortis Smerte,
Sorg og hvad der hører til
Overgive dig mit Hierte ;
Handel med mig, som du vil.
Onsdags Morgen-Suk.
Dagen mig saa vel befalder,
Jeg mit Nat-Tøy sammenbalder
Og har Morgen-Stunden fat.
Siæl, opmuntre dig i Tide,
Set al verdslig Sorg til side
Og forøg din Himmel-Skat:
Det sig hender somme Tider,
At du paa en Mund-fuld bider,
Før du udi Luften gaar;
Bør du da ey meget meere
Dig med Bønnen conservere,
Hvor i al din Velfært staar?
Aldrig faar jeg Gud fuldtacked,
Mæled er for kleent og stacked,
Hvad kand dog min Tack forsla?
Men nu, Solen er oprunden,
Skal min Mund da være bunden?
Ney, det blive langt i fra!
Mig paa Kroppen intet vanter,
Himmel-Vecter og Drabanter
Stod omkring mig, der jeg sof;
Jeg nøed Natte-Roe og Varme
I min Brudgoms Naade-Arme ;
Ah ! saa skee ham tusind Lof!
Gud afverge hver en Tancke
Fra den Gierning, dig kan ancke,
Senck de syndig Lyster ned!
Skon mit Hus fra Vredsens Plage,
Lad mig ende mine Dage
Med en good Samvittighed.
|
Torsdags Morgen-Suk.
Op Siæl, det dagis alt omtrent!
Paa Himlens høye Firmament
Den deylig Sol oprinder;
Til Bøn, til Bøn, mens du har Kaar!
Naar andre lumpen Ting forgaar,
Dends Fructer du da finder.
En Vecter jo saa hiertelig
Mod Morgen-Stunden glæder sig,
En Fugl ved Dagen frydis ;
Trøst dig ved det lifsalig Ry,
At Naaden er hver Morgen ny,
Som over dig udgydis.
Saa offre da din Jesu Tak,
Lad Graaden paa din Kinde Bak
Som Hagle-Draaber trimle!
Gif hannem Hiertet hver en Grand,
Hand er dets rette Eyermand,
Til du engang skal himle.
Holt med din' Suk indvortis Chor:
Den Gud i høyen Himmel bor,
Hand det saa grandt kand høre
Og nøyes med den lave Røst,
Der af et Sukke-banket Brøst
Sin Lofsang vil fremføre;
Hand, som til Miskundhed er van,
For Verked tager Villen an ;
Lad hannem ikkun raade.
Udi dit Kiød boor inted got;
Den fromme Herre Zebaoth
Anseer din Suk af Naade.
Løverdags Aften-Suk.
Sabathen tilstunder, og Ugen er endt;
Dag-Solen er under, Nat-Lyset er tendt.
Nu vil jeg (uværdig) fra Huus-Gierning
hvile;
Gid Sindet saa færdig fra Synden maa ile !
Jeg sander nok billig, hvad Christus har sagt,
At Aanden er villig, men Kiødet kun svagt.
Mit Arbeyd skal være at tiene den Hyrde,
Som hialp mig at bære de sex Dagis
Byrde,
Unøttige Sager har ingen Credit,
Og før jeg afdrager min hver dags Habit,
Beseer jeg mit Leje og tenker paa Graven,
Hvor det bær i Veje, naar Pille-grimstaven
I Verden skal slengis, og jeg føris ud;
Min ædle Sjæl lengis at komme til Gud.
Her vanker mest Møye, tit vrangvise Domme;
Hvem regner saa nøye, hvor viderlig somme
Med Legomed færis, naar Siælen fra Nød
Af Englene bærs i Abrahams Skiød.
De for mig skal gvæde Triumphen med Glæde;
Jeg venter Brudgommen; gid Tiden var kommen!
|
oppdatert 09.01.2022
Page visited
84880 times
Totalt:
|
