'I Kivledal'
Johan Sebastian Welhaven
I Kivledal, under bjergeli,
var jevnet en vei til kirke,
men oppe i lien smutted en sti
ind under de tætte birke.
På veien drog folket til sang og bøn,
på stien gik bjergets møer i løn, -
og solen spilled i morgenstunden
på kirkens tag og på birkelunden.
Mens sangen hørtes i kirke-kor,
bag løvet møerne sade,
indtil Herr Peder i Sillejord
steg frem på sit talerstade.
Da vandred de op i den frie ur
og blæste en slåt på horn og på lur;
det klang så fuldt gjennem lundesalen,
det klang så sødt gjennem kirken i dalen.
Hver bjergehal og hver li der var
gav bævende klang tilbage,
den hele dal lå tindrende klar
i toner af lyst og klage.
Da sprang der blommer af krat og tjørn
da hviled i luften den stærke ørn,
og vinden turde ei løvet røre,
og hvert et blad var et lyttende øre.
Det var Herr Peder, den lærde præst
han havde så stam en tunge. -
han hæved sin røst som han kunde bedst,
da tonerne hørtes runge;
men ingen så op, og ingen gav agt,
men alle grebes of tonernes magt, -
og alle gik ud, som i kirken vare,
Herr Peder tilsidst bag sin sogneskare.
Så standsed folket i solens glands,
og stirred fortabt mod fjeldet;
med smil og tårer, med sind og sands,
de lytted til tonevældet.
Og blommerne spredte så stærk en duft,
og ørnen svam i den klare luft ,
hvert blik var spændt og hver læbe bunden,
til tonernes sidste klang var svunden.
Da meldte Herr Peder sin kirkeflok,
der stod med duggede kinder:
«Nu har jeg manet i sten og stok
de koglende jettekvinder.»
Men tonerne baned sig selv en vei,
og folket i dalen glemte dem ei;
fra bjelkehus og fra lundesalen
de høres endnu gjennem kirkedalen.
(Johan Sebastian Welhaven)
oppdatert 03.11.2019
Page visited
66808 times
Totalt:
|
